
Der er 3 institutionsbygninger i boligafdelingen. Det er såkaldte typeinstitutioner som blev anvendt mange steder i almene boligbyggerier slutningen af 60’erne og starten af 70’erne.
Alle tre bygninger ligger mod nord ud til Hovedstien, men har adresse på henholdsvis Bødkerporten 8, Karetmagerporten 8 og Trædrejerporten 8. Dette kan bidrage til forvirring når man skal finde institutionerne og kommer i bil. Årsagen beror på opbygningen af Avedøre Stationsby med adskilt trafiksystem.
Grundopbygningen af de 3 institutionsbygninger var oprindelig ens, hvis man ser bort fra at der under bygningerne i Bødkerporten 8 og Trædrejerporten 8 også var opført sikringsrum. Hver bygning består af 3 sammenbyggede huse og har hver et samlet areal på 390 m².
Oprindelig havde hver af institutionsbygningerne 3 individuelle tage som var mindre end selve grundhuset hvorved tagrenderne i princippet lå oven på bygningen. Vinduerne var af træ og var sat uden på bygningen. Byggeteknisk var dette nogle ualmindelig dårlige løsninger. Det bevirkede at smeltevand fra tagene i vinterperioden ofte løb ind i bygningerne og bevirkede at vinduer relativt hurtigt rådnede op.
Ved en renovering af blandt andet tagene omkring 1990 blev tagene på hver af institutionsbygningerne opbygget som et samlet tag. Vinduerne blev samtidig skiftet.
Anvendelsen
Oprindelig blev de 3 institutionsbygninger anvendt som kombinerede institutioner, hvor der var vuggestue, børnehave og fritidshjem på hver af dem.
I dag anvendes de to af bygningerne fortsat som institution og fungerer i dag som en samlet institution med navnet ”Solstien”. Den tredje bygning i Trædrejerporten 8 blev anvendt til lægecenter. Lægecenteret er nedlagt og bygningen anvendes i dag til midlertidige boliger.