
Renoveringen af taget på etagehuset Bymuren 1-175 er et passivt projekt. Der er ikke fastsat et nærmere tidspunkt for renoveringen af taget, men det skønnes at det formentlig senest bør ske indenfor perioden 2025-2030.
Når projektet omtales er det fordi udskiftningen af taget knytter sig til en samlet vurdering af klimaskærmen. Det er afgørende, at taget kan holde så lang tid at man kan få afgjort hvad der skal ske med bygningernes facader inden taget skal udskiftes.
Taget bærer præg af sin alder. Omvendt er der ikke umiddelbart tegn på accelererende skader. Der har gennem tiden været foretaget en række gennemgange hvor adskillige tagplader er blevet skiftet fra lift. Samlet set er der udskiftet ca. 1% af tagpladerne. En del rygningsplader blev skiftet i forbindelse med udskiftningen af taghætterne til ventilationen i 2005-2006. Skotrenderne blev renoveret i forbindelse med vinduesudskiftningen i perioden 1999-2000.

Der er ikke udført nogen særskilt tilstandsrapport på taget ved udgangen af 2017.
Konstruktion
Taget er udført som en åsekonstruktion i træ beklædt med eternit bølgeplader profil B5 og en hældning på 22,5°. Taget dækker et bebygget areal på 15.210 m² og har en samlet tagflade på ca. 16.800 m². Tagpladerne indeholder asbest.
Tagrummet er opdelt i 27 brandsektioner. I slutningen af 80érne blev der isat brandlemme i brandskillevæggene således at det blev muligt at bevæge sig fra den ene ende af taget til den anden.
Adgang til tagrummet
I hver opgang er der i loftet på 4. etage en adgangslem til loftrummet. I 2005 blev der i 10 udvalgte opgange udskiftet adgangslemmene til loftrummet i opgange. De blev erstattet med nye lemme i stål monteret oven på betondækket og giver dermed et større adgangshul til tagrummet. Der blev ligeledes opsat stiger ved trappeafsatserne mellem 3. og 4. etage i en specielt designet stige holder med henblik på at lette adgangen til loftrummet for inspektion og servicering.
Utætheder
Der forekommer løbende udfordringer med utætheder. Disse fremkommer ved at enkelte tagplader flækker, der fremkommer huller som følge af dryppende kondensvands fra udluftningshætter fra faldstammer og i enkelte tilfælde, at der opstår huller som følge af fyrværkeri (pinde fra store raketter).
De flækkede tagplader er umiddelbart den største udfordring, idet følgeskaderne herfra kan være betydelige. Årsagen til de flækkede tagplader er formentlig spændinger i pladerne som følge af fejl ved fastgørelsen. Set i forhold til det samlede antal tagplader på ca. 21.000 er det relativt få tagplader som har haft skader.
Udbedringen har forekommet ved at gennemføre midlertidige reparationer af de defekte tagplader. Periodisk er der så gennemført en samlet udskiftning af defekte tagplader efter en forudgående registrering.
Stormskader
Der er ikke været nogen væsentlige stormskader på taget. Under særligt voldsomme storme har enkelte tagplader eller rygningsplader revet sig løs. Det har typisk været tagplader hvor der i forvejen har været en skade eller perforering i pladen fra antennemast eller lignende.
Man må dog imødese muligheden for større skader i takt med at taget bliver ældre, idet pladerne bliver mere skrøbelige med tiden.
Tag af solpaneler

Tagets restlevetid har gennem de seneste år været væsentligt for den metode som kunne tænkes anvendt når taget skal skiftes. Det har været håbet, at taget vil kunne holde længe nok til at der er udviklet et reelt markedet for solpaneler som selv udgør selve tagfladen.
Taget på etagehuset Bymuren 1-175 er formentligt et oplagt emne for at etablerer solpaneler. I takt med en fortsat gunstig udvikling i priser og effektivitet kunne man forestille sig, at det set ud fra et helhedssyn kunne betale sig at etablerer solpaneler på alle tagflader. Alternativt må man forvente at det kan lade sig gøre at etablerer tagflader på nordsiderne af emner magen til solpanelerne, men kun med tagfunktionen.
I forbindelse med en totalrenovering af boligkomplekset Korsløkken i Odense, besluttede boligforeningen FAB (Fyns Almennyttige Boligforening) at taget på bygning 34-6 delvist skulle udføres med Ennogie solcelletag. Pilotprojektet omfatter et areal på ca. 400 m² solcelletag (Se billedet til højre).
Tilknyttede emner:
- Etagehus – Facadeelementer m.v.