Fra den 1. oktober 2019 blev kravene til øgede affaldssortering skærpet i Hvidovre kommune. Den primære ændring bestod i en ordning for indsamling af madaffald. Foruden indsamlingen af madaffald er det hidtil gældende krav til indsamling af plast og metal også implementeret i indsamlingen lokalt i boligafdelingerne.
I forbindelse med de øgede krav til affaldssorteringen har Hvidovre Kommune opstillet ekstracontainere ved hver affaldsø. Det bevirker at boligafdelingen igen er kommet i en situation, hvor der står et stort antal "løse" containere ved affaldsøerne.
De store 660 liters containere er desværre heller ikke betjeningsvenlig i anvende. Det er noget vanskeligt at holde låget når man samtidig skal tømme en pose med plast eller metal.
Integration i det eksisterende affaldssystem
Boligafdelingens nuværende affaldssystem som blev taget i brug i efteråret 2012, blev etableret med henblik på en senere udvidelse i forbindelse med øgede krav til sortering af affaldet. Med undtagelse af affaldsøen ved Bødkerporten 40-42 kan der ved alle affaldsøer udvides med en ekstra 5m³ betonbeholder og enkelte steder kan der udvides med to eller flere. Der kan naturligvis etableres flere ekstra nedgravede affaldscontainere ved alle affaldsøerne, men det vil kræve nedlæggelse af parkeringspladser.
| ID | Adressen for affaldsøen | Antal 5 m³ betonbeholdere | Bemærkninger til maximal udvidelse | ||
| Oprindelig planlagt |
Planlagt udvidelse |
Maximal udvidelse |
|||
| 1 | Bødkerp. 63/Bymuren 7 | 5 | 6 | 6 | |
| 2 | Karetmagerporten 135 | 5 | 6 | 6 | |
| 3 | Bymuren 35 | 5 | 6 | 10 | Umiddelbart ingen begrænsninger |
| 4 | Bymuren 63 | 5 | 6 | 10 | Umiddelbart ingen begrænsninger |
| 5 | Bymuren 75 | 4 | 5 | 6 | |
| 6 | Bymuren 93 | 4 | 5 | 10 | Umiddelbart ingen begrænsninger |
| 7 | Bymuren 105 | 4 | 5 | 7 | |
| 8 | Bymuren 123 | 6 | 6 | 9 | |
| 9 | Bymuren 147 (143) | 4 | 5 | 6 | |
| 10 | Bymuren 157 | 4 | 5 | 6 | |
| 11 | Bymuren 173 | 4 | 5 | 5 | |
| 12 | Bødkerporten 15 | 4 | 5 | 8 | Kræver reduktion af udvidet have |
| 13 | Bødkerporten 42-44 | 3 | 3 | 3 | Kræver særlige tiltag ved udvidelse |
| 14 | Karetmagerporten | 4 | 5 | 6 | |
| 15 | Karetmagerporten | 4 | 5 | 6 | |
| 16 | Karetmagerporten | 3 | 4 | 6 | |
| Total | 68 | 82 | 111 | ||
Behovet for udvidelse af det nuværende system
Det er principielt nærliggende at spørge sig selv om der er behov for at udvide det eksisterende system. For der burde jo ikke komme mere affald af at det bliver sorteret. Det skal jo bare være i flere forskellige beholdere. Så umiddelbart burde det være nok at ombygge noget af indmaden i det nuværende system.
Affaldssystemet MolokDomino er et relativt fleksibelt system, hvor toppen og indmaden kan udskiftes fra at kunne indeholde 1 til 2 eller 3 forskellige affaldstyper. Så derfor er det naturligt at tænke at der ikke burde være behov for at øge antallet af delvist nedgravede betonbeholdere. Der forekommer dog en række forhold som skal være belyst før en sådan beslutning bør effektueres.
Blandt de forhold der bør tages stilling til er:
- Afhentningslogistik
- Fordeling- og anvendelseslogistik
- Affaldets selvkomprimering
- Muligheden for krav om sortering i flere affaldstyper
- Volumen af usorteret affald i containerne til stort brandbart
- Udviklingen i sorteringsgraden
- National affaldsplan
1. Afhentningslogistik
Begrebet afhentningslogistik dækker i dette tilfælde blandt andet over at sikre, at der er en fornuftig affaldsmængde til stede ved hver tømning af de forskellige affaldstyper. Hvis volumen på beholderen til den enkelte affaldstype er for lille, kan det bidrage til en uforholdsmæssig dyr afhentningspris på grund af behovet for hyppige afhentninger. Desuden er en lille volumen også mindre fleksibel ved variationer i affaldsmængden.
2. Fordelings- og anvendelseslogistik
Beboerne kan frit anvende den affaldsø som er mest logisk for dem selv. Så selv om beboere bor ved tæt på hinanden eller samme opgang kan valget af affaldsø være vidt forskelligt og kan også variere dag for dag. For nogen beboere er det logisk at tage affaldet med når man alligevel skal af sted til toget eller bilen på parkeringspladsen eller handle hos købmanden. Andre foretrækker målrettet at gå ud med affaldet til den foretrukne affaldsø.
Det betyder i praksis at man i en lang periode kan have et ensartet brugermønster omkring anvendelse af affaldsøer og som så kan ændre sig hvis for eksempel en eller flere store børnefamilier flytter ind i samme område. Det gælder naturligvis også når der i perioder forekommer lettere former for generationsskifte i boligafdelingen eller ændringer i de økonomiske konjunkturer som også kan påvirke mængden af affald.
3. Affaldets selvkomprimering
Forholdet dækker over at en del affaldstyper kan komme til at fylde mere når de er sorteret. Ordinært usorteret restaffald vil typisk pakke sig tættere end nogle korrekt sorterede affaldstyper. Det skyldes variationen af størrelse og form på affaldet kombineret med at fugt fra madaffald og vægten fra tunge genstande er med til at få dele af affaldet til at synke sammen.
Skønsmæssigt kan den manglende selvkomprimering bidrage til at øge affaldsvolumen med 3-6% eller mere.
4. Muligheden for krav om sortering i flere affaldstyper
Det er formentlig ikke utænkeligt at der i fremtiden vil komme yderligere krav til sortering af affaldstyper som er velegnet til at opsamle i affaldsøerne. I så fald vil en udvidelse af affaldstyper være lettere at tilpasse til de nye krav hvis kapaciteten er udvidet. Ny teknik med automatisk sortering af visse affaldstyper kan dog modvirke dette, men der kommer næppe færre krav til sorteringen i fremtiden.
5. Volumen af usorteret affald i containerne til stort brandbart
Generelt er der en rimelig overensstemmelse mellem den samlede volumen i de eksisterende affaldsøer og affaldsmængden. Men der er et andet forhold som også skal tages i betragtning når affaldsmængden skal vurderes.
Hver uge køres store usorterede mængder affald væk fra boligafdelingen som stammer fra de 3 store containere til stort brandbart. Skønsmæssigt er det maximalt halvdelen af affaldet der burde forekomme i disse containere som hver tømmes 3 gange om ugen. Omregnet svarer dette til mellem 4 og 5 fyldte containere om ugen med usorteret affald som burde være havnet som sorteret affald i affaldsøerne.
Sammenholdes volumen af det usorterede affald med den samlede affaldsvolumen for alle affaldsøerne, svare den usorterede affaldsmængde til lidt over 8% af den nuværende samlede affaldsvolumen . At der kommer en del affald udefra, vil formentlig ikke påvirke mængden voldsomt, idet hovedparten af de affaldstyper der kommer udefra, ikke hører til det affald som burde sorteres i affaldsøerne.
Når det på et tidspunkt lykkedes at ændre systemet og forholdene omkring de 3 containerne til stort brændbart vil der således være et uløst behov for anbringelse af den store fejlsorterede volumen.
6. Udviklingen i sorteringsgraden
En af de største udfordringer udviklingen i beboernes adfærd i forhold til at sortere affaldet. Det vil i nogle tilfælde kunne blive en lang proces at få det absolutte flertal af husstandene til at sorterer optimalt. I denne overgangsperiode kan det blive vanskeligt at få afstemt volumen for de forskellige affaldstyper korrekt i affaldsøerne.
Der kan derfor være en vis logik i at anvende særskilte containere i en længere periode indtil brugerne har fået indarbejdet nye vaner og viden.
Omvendt kræver det en massiv informations- og påvirkningsindsat for at skabe den forandring som bidrager til at nå Hvidovre Kommunes mål om at øge genanvendelsen fra 31% til 50% i 2020. Man må tillige formode at når målet på 50% er nået vil der blive sat nye højere mål.
7. National affaldsplan
Sidst og ikke mindst er der stor sandsynlighed for at de generelle krav til affaldssorteringen ændres. En national affaldsplan forventes på et tidspunkt i 2020 at fastsætte nye ensartede krav til måden affaldssorteringen skal ske i hele landet.
Indtil dette sker vil der fortsat være forskel på kravene og metoden affaldet sorteres og håndteres på i de enkelte kommuner. Det medvirker til at det sorterede affald ikke kan anvendes til genbrug i det omfang som er ønskeligt.
De nye ensartede krav til sortering og håndtering skal blandt andet sikre kvaliteten af det sorterede affald så genbrugsgraden bliver langt bedre.
Når den nationale affaldsplan bliver vedtaget, må man forvente yderligere krav til sorteringen. Men det vedrører ikke kun den almindelige forbruger. Tiltagene vil blive en bred pallette hvor alle aktører bliver inddraget og berørt.
Konklusion
Det kan være en god ide at sikre en udvidelse af kapaciteten på affaldsøerne og dermed sikre muligheden for mere fleksibilitet i affaldsvolumen på de forskellige affaldstyper. Derved vil man mindske behovet for at der skal stå store mængder løse containere ved affaldsøerne mange år frem.