Som det var standard i begyndelsen af 70 érne var alle boligerne i afdelingen udstyret med elementkøkkener.

Skabene (korpus) var udført i kantlimet spånplade der var overfladebehandlet med maling. Lågerne var udført i kantlimet spånplader med birketræsfiner. Køkkenet var udført med en enkelt skuffesektion på 40 cm med 5 skuffer. Bordpladerne var monteret med let gråmønstret laminat og hårde trælister i kanten.

Køkkener var en udemærket kvalitet, men havde sine svagheder. Det har medvirket til, at mange af de originale køkkenskabe (korpus) stadig efter 40 år er funktionsduelige i boligerne. Til gengæld er stort set alle låger og skuffer udskiftet. Dette er primært sket i forbindelse med levetidsforlængelsesprojektet som blev påbegyndt i slutningen af 90érne.

De oprindelige birketræsfinerede låger og skuffefronter var meget overfølsom for fugt og skidt. Noget tyder på at man enten har sparet på lakken eller bevidst har ønsket at lågerne fremstod så naturlige i overfladen som muligt. I den vedligeholdelsesmappe som beboerne fik udleveret, stod der at man ikke måtte lakerer lågerne og skuffefronterne. Resultat blev at specielt lågerne under og i nærheden af køkkenvasken inden for de første 10 år var skjoldet at se på, på grund af fugt. I nogle boliger blev lågerne også beskidte at se på omkring håndtagene og prøvede man at vaske dem rene var der stor sandsynlighed for at efterlade skjolder i overfladen.

Skufferne var en af de andre udfordringer som køkkenerne gav. De 5 skuffer kørte på vanger af plast som blev relativt hurtigt slidt. Det medførte at skufferne blev tunge at håndterer og da selve skuffekasserne ikke var særligt stærke, faldt de lidt efter lidt fra hinanden.

Levetidsforlængelsesprojekt

Køkkenernes tilstand bevirkede at der i 1998 blev påbegyndt et projekt med henblik på at få køkkenerne til at holde noget længere. Generelt var det primært overfladerne på låger og skuffer og selve skufferne der var problematiske medens køkkenskabene generelt ikke fejlede noget. Desuden havde boligafdelingen kun en meget ringe opsparing til vedligeholdelse af bygninger og inventar.

IKEA

Skabelon til af sætning af huller til skuffer.
Fig. 1 - Skabelon til af sætning af huller til skuffer.

Projektet gik derfor ud på at udskifte lågerne og skuffer samt skuffefronter. Ejendomskontoret havde forud for projektet erfaret at IKEAs daværende Faktum køkkenserie havde samme byggemål som køkkenskabene der var anvendt i boligafdelingen og havde gennemført forsøg med udskiftning af låger, skuffer og fronter og havde i årene forinden også anvendt IKEAs køkkenskabe som erstatning for ødelagte skabe eller manglende skabe ved fraflytning.

Projektet blev realiseret som et gør det selv-projekt og foregik ved at beboerne fik mulighed for at vælge mellem en række forskellige type låger og skuffefronter. Herefter blev der lavet en aftale med beboeren om hvornår materialer og værktøj var klar til udførelse. Projektet var uden udgift for den enkelte beboere, medmindre man havde ønsker til en lågetype som lå ud over normalprisen. Til gengæld skulle de selv udføre arbejdet og fik stillet en værktøjskasse med relevant værktøj til rådighed samt nogle specielt udviklet opmærkningsskabeloner og en opsætningsvejledning. Skabelonerne skulle bidrage til at sikre at hullerne til nye hængsler til lågerne og glideskinnerne til skufferne kom til at sidde korrekt i skabene. Det var ikke hensigtsmæssigt at genbruge de gamle hængsler som var almindelige synlige hængsler.

MEMBRA INDUSTRIES A/S

Kort tid efter at projektet så småt var gået i gang fik boligafdelingen kontakt med en lågefabrikant som blandt andet leverede køkkenlåger til byggemarkeder. Lågerne og skuffefronterne var lavet af profilerede MDF-plader som var påført en folie. Da det viste sig at disse låger og skuffefronter kunne leveres til en betydelig billigere pris end mellemklasse IKEA-låger og skuffefronter, blev det låger og skuffefronter fra denne fabrikant som blev standard for beboerne. Til gengæld var IKEA fortsat leverandør af selve køkkenskufferne.

De efterfølgende år blev der skiftet rigtig mange låger og skuffer i boligerne. Beboerne lærde hurtigt selv at nedtage låger og skuffer og afmonterer hængsler og skuffeskinner. Efter nogle tilpasninger på opmærkningsskabelonerne faldt antallet af fejl som beboerne kom til at lave til næsten ingen ting. Eksempelvis var de første opmærkningsskabeloner til opmærkning af huller til greb udformet til både at virke til greb med hulafstand på 96 mm og 128 mm. Dette blev lavet om så beboeren fik en skabelon som kun var til en type greb, da det viste sig at den oprindelig skabelon fik nogle beboere til at vælge forkerte huller. Arbejdet i den enkelte bolig blev afsluttet med at en medarbejder fra Ejendomskontoret besigtigede det udførte arbejde i køkkenet og foretog en afsluttende justering af låger og skuffer efter behov.

Fejl på limning af folie

Efter en årrække begyndte der at vise sig problemer med limningen på en del låger. Meget tydede på at der var tale om specifikke leverancer hvor limningen formentligt ikke havde været optimal. Til at starte med leverede fabrikanten erstatningslåger og skuffefronter til boligafdelingen. Problemet var bare at de folietyper der havde været anvendt på det pågældende tidspunkt, hvor de defekte låger blev produceret, ikke længere var i produktion, hvor man i nogle tilfælde var nødsaget til at skifte alle lågerne og skuffefronter i boligen og herefter gemme de resterende af låger m.v. der ikke var defekte til andre boliger.

Problemet med folien bevirkede at boligafdelingen mistede tilliden til fabrikanten. Efterfølgende viste det sig at fabrikanten havde store økonomiske problemer og blev erklæret konkurs i starten af 2011.

Projektet var stærkt minimeret i den periode hvor baderumsrenoveringen pågik for boligerne i etagehuset i årene 2006-2009. Der blev dog skiftet en del køkkenbordplader hvilket også fortsatte i årene efter.

I hele projektforløbet blev der udskiftet køkkenlåger og skuffer i over 850 lejemål hvor hovedparten af arbejdet var udført af beboerne.

Tilknyttede dokumenter: