Tagene på boligafdelingens rækkehusene blev renoveret omkring 1988. Dette arbejde blev gennemført i forbindelse med afdelingens såkaldte første helhedsplan.
Ved renoveringen blev tagene opbygget i kileskåret isolering som skulle sikre et fald på 1:40 i henhold til kravene i bygningsreglementet. Herved fik man samtidig øget isoleringsgraden på tagene. Tagene blev fortsat tagpaptage men tagpappen som var blevet udviklet meget siden opførelsen, var en type som indeholder bitumen som er indeholdt i de fleste jordolier. Bitumen bidrager til at tagpappen bliver mere elastisk og modstandsdygtig over for UV-påvirkning og har yderlige en række fordele. Tagpappen er tillige dækket med skifergranulat af hensyn til udseendet og som giver yderligere UV-beskyttelse.
Generelt fremstår tagets samlinger m.v. i en god stand. Det var frem til 2018, endnu ikke lykkedes for Ejendomskontoret at finde en eneste dårlig samling i forbindelse med eftergange af rækkehusenes flade tage.
Undersøgelse
I 2016 blev der gennemført en undersøgelse af de renoverede tage for at få afklaret hvor lang restlevetid tagene måtte forventes at have. Undersøgelsen viste at tagene kunne forventes at have en restlevetid på ca. 10 år, svarende til ca. 2026.
De oprindelige tage
De oprindelige tage var ordinære flade tage med tagpap tildækket med et lag små sten. Stenene havde til formål at beskytte tagpappen mod ultraviolet lys og bidrog i et vist omfang også til at udligne temperaturudsving. Stenene virkede glimrende til dette formål, men det var påkrævet at tagene blev tilset regelmæssigt, idet vinden ofte forårsagede at stenene blev blæst væk i hjørnerne og skulle derfor føres tilbage manuelt med en kost eller lignende.
Stenfang
Den primære ulempe ved stenene var at tagene var nødsaget til at blive forsynet med et stenfang ud mod havesiden af boligerne, som kunne holde stenene tilbage i forbindelse med afvanding af tagfladen. Stenfangene bestod af 1 meter lange stålprofiler med ca. 2 cm mellemrum hvor vandet kunne passere. Denne konstruktion havde den utilsigtede og næsten forudsigelige virkning at tagpappen/fugerne mellem stenfangene revnede på grund af stålprofilernes udvidelser og sammentrækninger som følge af temperaturskift. Herved kom der hul i tagpappen præcist hvor vandet skulle passere. Det bevirkede at hovedparten af alle boligerne i rækkehusene havde fugtskjolder i mindre eller større omfang på ydervæggen under samlingen mod loftet på 2. etage.
Isoleringsmaterialet - polystyren
Det andet og noget større problem var isoleringsmaterialet i tagkonstruktionen. Isoleringsmaterialet bestod af moduler på 60*120cm af polystyren med en træfiberplade pålimet.
Materialet polystyren skal i forbindelse med produktionen lagres i 6 uger fordi materialet krymper. Efter de 6 uger kan materialet skæres ud i de mål som er ønsket. Meget tyder på at lagringstiden ikke blev overholdt i forbindelse med produktionen af materialerne til boligafdelingen.
Vandskader
I slutningen af 80'erne steg antallet af vandskader fra tagbelægningen voldsomt. Skaderne fra stenfanget gav sjældent akutte skader. Men skaderne fra sprækker i tagbelægningen bevirkede at beboerne i en del boliger oplevede at vandet væltede ned igennem ventilationsåbningen i badeværelset og i enkelte tilfælde fandt vandet også vej ned i værelserne. Årsagen var at tagenes overflader flækkede på kryds og tværs på grund af bevægelser fra den underlæggende konstruktion med polystyrenpladerne.
Boligafdelingen var ikke alene om at have problemer med de flade tage. På dette tidspunkt var problemet alment i Danmark hvilket bevirkede at der typisk var lang ventetid på at få fat i en tagdækker. For at modvirke dette udførte medarbejdere fra boligafdelingen selv reparationer på tagene ved at brænde store mængder af 30 cm tagpap på de mange sprækker, efter først at have renset tage for sten og mudder.